

Postpensionisterne i Nordvestsjælland har været på en 5 dages tur til Schwalenberg i Tyskland fra 2.maj til 6.maj 2010 med 42 deltagere.
Vi startede fra Kalundborg kl. 7.00 med opsamling af gæster, da alle var vel ombord, havde vi det første stop, hvor der blev serveret dejlig kaffe og nysmurte rundstykker. Vi kom med færgen i Rødby kl.11, og efter en rolig sejltur kørte vi sydover. Det var et skønt vejr, ca. 18 grader, og efter nogle timers kørsel, blev der serveret dejlige sandwich og pølser. Da vi først havde forladt motorvejen, kørte vi gennem et smukt landskab med blomstrende syrener og kastanjetræer. Vi var ved hotel Malkasten kl. 18.30, og efter indkvartering, blev der serveret en lækker middag. Hotellet var rigtig hyggeligt med gode senge, så det varede ikke længe, før alle gik til ro.
Næste dag var det overskyet, men stadig lunt. Efter et flot morgenbord kørte vi mod byen Hameln, også kaldet "Rottefængerens by". Vi blev sat af bussen midt i byen, og efter at guiden havde fortalt lidt om Hameln, fik vi fri i et par timer på egen hånd. Damerne stilede imod butikkerne , mens mændene prøvesmagte det gode tyske øl. Kl. 13 var vi atter samlet ved en restaurant (tidligere vandmølle), der var buffet med lækre retter.
På vejen hjemover gjorde vi holdt ved et gammelt slot Hämelschenburg fra år 1588. Det lå meget smukt med en voldgrav fyldt med karper, det var et imponerende syn, da vi gav dem lidt brød. Guiden fortalte, at borgen har været og stadig er beboet af den samme slægt. Vi kørte også gennem kurbyen Bad Pyrmont, den så ud til at være velbesøgt, og guiden fortalte, at i Tyskland har man stadig sygekasser, og via den kan man få et billigt kurophold. Hjemme igen på hotellet, hvor vi kunne nå et lille hvil, inden vi fik serveret en god middag.
Tirsdag skulle vi så igen på tur, men det var lige før, det var gået i vasken, der var nemlig torvedag tæt på hotellet, så chaufføren var nødt til at bakke et langt stykke mellem parkerede biler, heldigvis klarede Bent det i fin stil. Først kørte vi til byen Horn, og derfra videre til "Die Externsteine". Det er kæmpe stenskulpturer, der ligger i Teutoburger skoven. Stenene er ca. 70 mill. år. Der var hugget trapper og en udsigtsplatform, så man mod entré kunne komme helt op, derfra var der en fantastisk udsigt. Det var en stor oplevelse at se dette naturfænomen. Vi kørte tilbage til hotellet og fik en god frokost. Eftermiddagen var fri, og mange gik en tur op til borgen, andre besøgte kirken og slentrede rundt i de små og hyggelige gader med de mange bindingsværkshuse.
Vi havde senere en festlig aften med dans og fællessang.
Eftermiddagen var fri, og mange gik
en tur op til borgen, andre besøgte
kirken og slentrede rundt i de små
og hyggelige gader med de mange
bindingsværkshuse.
Onsdag kørte vi til byen Høxter, dervar et kæmpemarked, og vi fik en times tid til at gå rundt og se på sagerne, andre besøgte St. Kilianikirche. Guiden fortalte, at Ansgar, der senere kom til Danmark og kristnede os danskere, havde været munk i klosteret i Høxter. Vi kørte også gennem byen Bodenwerder, hvor Münschenhausen (også kaldet løgnhalsen) er født. Frokosten spiste vi i Hameln "Rattenfängerhalle", og derefter sejlede vi i en time på Weserfloden. Solen skinnede men det blæste meget, men det var en dejlig sejltur. Der blev også tid til en lille shoppetur, inden vi vendte næsen hjem til hotellet. Efter et lille hvil fik vi en skøn grillbuffet, desværre var det for koldt til at sidde udendørs, men vi havde en god aften.
Torsdag var det hjemrejsedag og regnvejr, men vi sad jo godt i bussen. Vi var lige en tur oppe og se, hvor Mittellandkanalen krydser Weser, det var meget imponerende, men vi var hurtige til at komme tilbage i bussen, da det blæste, og temperaturen var helt nede på 5 grader.
Vi nåede Heiligenhafen sidst på eftermiddagen, her blev der foretaget lidt indkøb i de store supermarkeder, og vi spiste til aften på "Søstjernen, der ligger nede ved havnen. Stedet kan varmt anbefales - god veltilberedt mad og fin betjening. Vi kom med færgen kl. 18.45 - mange frygtede sikkert for overfarten, da bølgerne var temmelig høje, men alle klarede det uden ubehag. Hjemturen forløb fint, og vi var alle enige om, at det havde været en begivenhedsrig og dejlig tur - med en fin guide og en meget dygtig chauffør. Turen var arrangeret af Spar rejser, Kalundborg.
Jørgen Pedersen.




