Postpensionisternes Landsforening

Banner
  • Increase font size
  • Default font size
  • Decrease font size
Home Posthornet Nyheder 15 års jubilæumsfest i NV Seniorklub

15 års jubilæumsfest i NV Seniorklub

Udskriv

nv_seniorklubDen 10. marts mødte 32 feststemte og festklædte og gæster op i fagforeningen 3F's lokaler på Peder Ibsens Alle 27 i København NV. Her havde foreningens bestyrelse, Hans, Astrid, Johnny og Fini samt Kirsten (Hans' kone) dækket et flot bord, og arrangeret en lækker buffet. Hertil serveredes det gode mærke "vine ad libitum".

Anledningen var, at foreningen kunne fejre 15 års jubilæum. Hans, formand for klubben, takkede Erling Elberg, fordi han i sin tid fik idéen, da han tiltrådte som postmester på Nordvest Postkontor efter Tage Lorentzen. Han takkede ligeledes Tage, som havde sørget for, at vi fik en god forening, som vi har megen glæde af i dag. Han mindedes de tidligere bestyrelsesmedlemmer: Tage, Bente, Johnna, der styrede foreningen i 3 år, herefter fulgte Wolle og Labori og Jørgen Larsen, der holdt ud til 2003. Hans har siden været glad for at holde liv i foreningen sammen med Astrid, Fini og Johnny.

Flere gange om året samles gamle kollegaer med eller uden ægtefæller til samvær om bankospil, minder fra før og nu og gode samtaler. Der holdes fester og arrangeres udflugter. Han takkede den nuværende postmester Henrik Larsen, som altid tager godt imod os på Gørtlervej. Hans, der selv startede i Postvæsenet i 1958, sluttede med at sige, at det gælder om at stå sammen - så længe vi har hinanden. Klubben har p.t. 15 medlemmer, og Hans sagde endvidere, at skulle der være nogle af de tilstedeværende gæster, der kunne tænke sig at komme til banko en gang imellem, sendte han gerne en indbydelse.

Erling tog straks denne invitation til sig og ville gerne være fuldgyldigt medlem. Han havde i sin tid propaganderet for, at der skulle oprettes en seniorklub, hvilket til fulde var lykkedes. Han så tilbage på sin tid på Nordvest, som et af de kontorer, hvor han havde følt sig rigtig godt hjemme.

Tage, der allerede havde nydt pensionisttilværelsen i 17 år, ønskede klubben til lykke på dagen og til lykke med, at foreningen trivedes. Han var rigtig glad for at se alle igen, og ville også gerne være medlem. Han syntes, at det var en flot fest.

Jørgen Larsen, der havde været formand i en periode, takkede bestyrelsen for det store arbejde, den lægger i klubben. Bestyrelsen har gjort det godt til glæde for os alle. Han var glad for at deltage i klubbens hyggelige sammenkomster.

Tillidsmanden, Steen Jørgensen, ønskede også til lykke og bidrog med 2 kasser øl samt en kurv med dejligt indhold, som kunne nydes nu eller senere. Han sagde, at der ikke umiddelbart var nye medlemmer på vej til seniorklubben. Den ældste medarbejder på Nordvest er 55 år, så han skulle gerne arbejde nogle år endnu.

Efter taler og sange og udveksling af gamle minder i godt selskab, sluttede festen efter seks timer. Tak for en god fest.

Ester Mogensen.
 


Postpensionisternes Landsforening - Brovadvej 51, Erritsø - DK-7000 Fredericia - tlf. +45 75 92 60 23