Postpensionisternes Landsforening

"Ich bin ein Berliner" , var der engang en amerikansk præsident, der sagde, og han lød, som om han mente det. For at afprøve hans ord myldrede 47 seniorer fra hovedstadsområdet op i en bus tidlig fredag morgen med 2 formål. Det ene var at køre til bemeldte by for at blive Berliner for en tid. Det andet var at køre foråret i møde og bringe det med hjem til fædrelandet og til det formål, var der en ledig plads i bussen.

Det skal lige nævnes, at en stor del af deltagerne havde været til generalforsamling dagen før med efterfølgende spisning, og det gjaldt også denne signatur. Men det ku' næsten ikke mærkes, og især ikke, da øjenåbnerne først havde gjort deres pligt, og selvom nogen havde lidt tungere øjenlåg end andre og skulle have en ekstra åbner, så var det ligesom morgensangen fik lidt en anden og friskere klang. Og efter Farø-broerne var der ingen slinger i valsen.

Efter en behagelig sejltur til Rostock - med indtagelse af det lækre morgenbord - gik det sydpå, men først efter et besøg hos Calle. Der var ligesom en sløv/afslappet stemning i bussen med en let døsen. Om det så skyldtes Calles's produkter, folk var begyndt at prøvesmage, om det var den uvante forårsluft, der var ved at bemægtige sig bussen, eller om det bare var almindeligt ungdomssløvsind, kan jo tolkes, som man vil. Men stille var der. Det må siges at være en uvant oplevelse.

Apropos overfarten. Det kan jo tænkes, at nogen ikke kan tåle synet af Østersøens vilde vover, så er det godt, at man kan krybe i ly på toilettet under sejladsen. Efterfølgende viste det sig, at vi havde en topprofessionel dørmand med, så vi undgik flere af den slags episoder.

Hotellet blev nået, indkvartering, middag og godnat.

Næste morgen var alle tidligt på højkant og blev modtaget af et imponerende morgenbord. En mand, som er kendt for ikke at være den første til at angribe morgenbordet, var dog til stede denne morgen. Denne mand må åbenbart have et skjult gen som morgenmand. Til stor forundring for de friske seniorer var manden allerede i gang med at gøre et indhug i de kulinariske lækkerier, og det medførte naturligvis adskillige muntre kommentarer. Genet blev dog ikke aktiveret hver dag. Resten af formiddagen var for egen regning og risiko.

Eftermiddagen stod på Stadttrundfahrt i vores bus, som med stor professionel dygtighed blev gelejdet rundt i Berlins trafik af Michael, og med en yderst velorienteret guide, Anette Brun, og hun kunne om nogen, levende, entusiastisk og humoristisk fortælle om alt, det vi så. Og hvorfor var hun så god til det? Det er, fordi hun har boet i byen i en 30 års tid, og på den måde har oplevet adskillelse og forening. Det var en oplevelse at høre hende fortælle på godt dansk.

Formålet med turen var jo at køre foråret i møde, og det skal siges, at foråret havde indtaget Berlin. Berlin er en frodig by, men jeg tror da fanden med alle hans vandingshuller, der ligger rundt omkring.

Nok blev DDR betegnet som grå og trist, og der var stadig en del grå "seværdigheder" endnu, men efter man har fjernet den afskyelige betonmur, er det ligesom den østlige del af byen er blevet mere "forbrugervenlig" med grønnere træer, varmere luft og ikke mindst det leben, der er på de pladser, der før i tiden var forbudte områder.

Nu kan vi jo ikke rose Arne Hvass for murens fald, men vi kan da rose ham for hans meteorologiske evner, men der er altid et "aber dabei", så han fyrede også lige en byge af.

Og hvordan er det så at være "Berliner"? Der er ikke den helt store forskel på Berlin og København. I Bülowsstrasse, hvor hotellet lå, og i omkringliggende strasser, var der en overvældende majoritet af forretninger, hvis indehavere ikke ligefrem havde tyskklingende navne. Men der var et overraskende udbud af alt, hvad hals og mave kunne begære.

"Ich bin ein Berliner" , var der engang

en amerikansk præsident, der sagde,

og han lød, som om han mente det.

Minsandten, om der ikke også var forretninger for dem, der går ind for den tættere kontakt mellem handlende. Indehaverne af disse forretninger falbød deres varer iført minimale beklædningsgenstande.

Dog! En Berliner kan også være et stykke bageriprodukt overstrøet med en utrolig mængde sukker. Et sådant produkt er pløkumuligt at spise uden at slikke sig om munden.

En 20 - 25.000 sportsfreaks i løbesko kan vælte de mest tilrettelagte udflugter. Og det var lige, hvad Berlin Maraton gjorde den søndag, vi skulle på sightseeing. Det blev ligesom i den gamle børnesang: "Først den ene vej, så den anden vej", men vi fik da set en masse, vi normalt ikke ville have set, hvis vi havde fulgt planen. Stor ros til Anette for hendes kreativitet og idérigdom. Men når der nu endelig var gået kage i den, så var det jo rart, at "Den flyvende Hollænder" var landet med et par fustager.

Danskerne er en nation af søfarere, så på hjemvejen fik de fuldbefarne lejlighed til at plaske husvant til søs på byens kanaler og sende en hilsen til søens folk, mens vi andre landkrabber fik den store oplevelse at stoppe ved samtlige røde lys, og dem var der mange af på vej hjem fra hotellet. Berlin har mange biler og andre trafikanter på både 2 hjul og 2 ben samt en masse vejarbejde. Tålmodighed må være en dyd i den by!

Mandag blev alle de muntre seniorer sluppet løs, for på egen hånd at sætte deres præg på Berlin, og det lykkedes vist til fulde. Berlin vil aldrig være den samme igen. Hvis ham, den føromtalte præsident, havde været i live i dag, ville han nok have kunnet konstatere, at der er andre køer end præstens de brogede.

Hvis man nu havde intentioner om at smæske sig i morgenmaden inden Abfahrt nach Dänemark, var det med at komme tidligt ud af fjerene. Den mand med det skjulte morgen gen er også i besiddelse af et i entertainer gen, og når det er aktiveret, så synes sådan ca. 100 km. buskørsel ikke af noget, thi så bliver der sunget og fortalt anekdoter, så latteren ruller gang på gang.

Det er jo en kendt sag, at tyskerne er ved ofre uhyrlige summer på at få den østlige del af landet til at ligne civilisationen, og det betyder bl.a. en del vejarbejde, og på vor vej til Calle oplevede vi første stk. landevej fra hedengangne DDR . Hvis vi ikke var rystet sammen, blev vi det.

Overfarten stod i wienerschnitzlens tegn. Idet der var få passagerer med, var der rigelig tid til at få luftet kontokortet, hvor man nu syntes.

Tyskernes var som sagt i gang med en masse vejarbejde, men den danske side af Østersøen holdt sig nu sandelig heller ikke tilbage. Så efter at have fartet det halve af Falster rundt, nåede vi Farø-broerne, og så Sjællands ynde, herefter gik det ellers rask nordpå. En 3 i 1 - pause, var der lige tid til, inden det var Home Sweet Home.

Og hvordan var det nu lige med det forår, vi skulle hente. Joh, vi havde det med til Gedser, hvor det fik strenge formaninger om at drage nordpå, som en vis mand var i hælene på det. Når dette læses, er der grønt i det gamle Dannevang.

Til allersidst: Den gastronomiske udfoldelse på hotellet var virkelig en nydelse og fornøjelse, og det samme kan siges om det sociale samvær.

Godt gået Arne. Således blev 5 dage i Berlin til et nyt kapitel i mindernes bog.

Flemming Rasmussen, Mørkhøj.