Hans Edvard Nørregaard - Nielsen skriver i sin bog "Som Sagt", at han endnu ikke er nået til vejs ende
med sit forsøg på at forstå, hvorfor lægevidenskaben har anvendt så mange af sine ressourcer gøre folk gamle, når samfundet så åbenlyst ikke bryder sig om gamle folk.
Vinklen i denne aforisme er selvfølgelig galgenhumoristisk, men rummer alligevel et gran af sandhed.
Gennem mange år er landets pensionister af især yngre politikere blevet forsynet med det lidet flatterende prædikat Ældrebyrden og har dermed indirekte antydet, at pensionisterne ligger samfundet til last.
Og det over for en gruppe borgere, der har betalt deres samfundsydelser, og som, når alt kommer til alt, er grundlæggerne af vores moderne samfund.
Respekt for de ældre er hos politikerne en mangelvare, men som følge af den finansielle krise, hvor de økonomisk mest velbjergede alligevel har fået betydelige skattelettelser, har piben tilsyne-ladende fået en anden lyd.
Politikernes blinde ældrevinkel har nemlig pludselig ændret retning og fået dem til at flytte
signaler, så pensionisterne nu ikke kun er en ældrebyrde, men også er blevet til malkekvæg, som kan pålægges flere og flere byrder.
Ældrebyrden er i politikernes optik meget belejligt blevet konverteret til begrebet Ældrestyrke, når regningen for en fejlslagen økonomisk politik skal betales.
Langt de fleste pensionister lever en aktiv tilværelse frem for i en vegeterende tilstand og har også kræfter til at sige fra, når deres levevilkår forringes.
Derfor slår jeg i min klumme andetsteds i dette nummer af Posthornet bl.a. til lyd for, at vi hver især bruger det netværk, vi er en del af, og såvel herigennem
som individuelt holdningsmæssigt bearbejder beslutningstagerne på alle
niveauer. For, som det hedder i en gammel talemåde: Den, der tier, samtykker.
Henning Dam Krag
Formand
